Året 2018 har igen været et travlt år, hvor vi bl.a. har været i gang med at forbedre rammerne og faciliteterne på Bankparken, herunder i Sparekassen Bredebro Lounge. Gæsterne i loungen har således nu adgang til trådløst netværk samt mulighed for at streame – og med loungens projektor – se f.eks. fodboldkampe live. Herudover har vi i samarbejde med Sparekassen Bredebro fået kunst på væggene, som man kan kigge på, når bolden ikke lige ruller på grønsværen 😊
Hvis I ikke allerede har set loungen, så skal vi igen appellere til, at I kigger forbi i forbindelse med en hjemmekamp på BankParken, og samtidig huske jer på, at I som medlemmer/sponsorer af foreningen har mulighed for at låne/leje loungen til forretningsmæssige eller private arrangementer.
De ”tungeste” projekter i 2018 har dog været at færdiggøre det sidste afsnit med siddepladser i hovedtribunen (5), etableringen af et handicaptoilet (krav fra DBU) og yderligere toiletfaciliteter (9) samt sidst – men ikke mindst – at vi nu også kan tilbyde siddepladser under tag i endetribunen (8). BankParken råder således over 617 siddepladser under tag, når der d. 9. marts kl. 15 fløjtes op til FC Sydvest 05 Tønder’s første hjemmekamp i 2019.
Vi er stolte af at være kommet så langt, og kan fortælle at vi med de 617 siddepladser under tag – i den nuværende 2. division gruppe 1 – kun overgås af Kolding IF, som er hjemmehørende i Danmarks 6. største by!
Men vi stopper dog ikke her, og listen med nye projekter og opgaver er fortsat lang, så i det omfang vi kan finde de nødvendige sponsorer og ”frivillige hænder”, så vil vi også i 2019 være i fuld gang på BankParken.
Hvis nogen af jer skulle have lyst til – også – at give en hånd med, eller kender noget som kunne være interesseret i enten et sponsorat og/eller at hjælpe med arbejdet på BankParken, så er I meget velkommen til at kontakte undertegnede eller Martin Qvist (mob. 53400454).
Herudover har vi igen i 2018 støttet TSF Fodbold med bidrag til såvel de praktiske som de økonomiske forpligtelser, der ligger i afviklingen af FS Sydvest 05 Tønder’s hjemmekampen på BankParken.
På gensyn til sæsonen 2019 på BankParken Tønder.
