Vi har hermed fornøjelsen af at fortælle, at bestyrelsen for Norlys Vækstpulje har besluttet at bevilge i alt 116.282 kr. til færdiggørelse af stå-og siddetribunen på langsiden modsat hovedtribunen.
Med dette tilsagn har vi sikret finansieringen af ”indmaden” under endnu en af de nye tribuner, som vi fik under tag tilbage i 2019, men som indtil nu ”kun” har været til stående tilskuere.
Ovennævnte beløb vil dække materialeomkostningerne til en kombineret sidde-/stå-tribune, således at man nu ad et fint plankegulv kan nå ”tørskoet” frem til den tredje af de i alt 4 tribuner, og her overvære kampen siddende eller stående alt efter temperament 😊
BankParken er stolte af, at Norlys Vækstpulje i deres udvælgelse har lagt vægt på bl.a. efterfølgende fra vores ansøgning:
– ”BankParken Tønder er opført uden ”kommunale penge”, dvs. af ”ildsjæl” og ”frivillige hænder”, hvilket må siges at være det primære ”DNA” i foreningen”
– ” … foreningens ”DNA”, dvs. hjælpen fra ”ildsjæl” og ”frivillige hænder”, været det som i vores projekter har fået tingene til at ske i praksis”
Så allerede i vores ansøgning satsede vi på, at alle vores frivillige vil tage endnu en tjans dernede, men det ved vi jo, at I vil gøre, så …
På forhånd tak for hjælpen – Uden jer ingen BankParken Tønder 💪👍
Afslutningsvis en stor tak til Norlys Vækstpulje som – igen – har set med velvilje på en ansøgning fra foreningslivet i Tønder.