Kære FC Sydvest, Randers FC vinder, hvis I ellers lover at forblive 11 på banen

Sportsredaktør på Randers Amtsavis, Lars Abildgaard.

Der er ikke mange ting, vi er bange for i Randers. Det skulle da lige være at spille 11 mod 10 i fodbold. Det skyldes mestendels en grufuld oplevelse for to år siden, hvor Randers FC crashede tidligt ud af pokalturneringen med et nederlag til Kolding IF fra 2. division, som ellers spillede i undertal i halvanden time. Egentlig er det ikke noget, vi taler så meget om længere. Men når nu sandheden skal frem.

Ja, selv AGF, som ellers ikke er en modstander, vi regner for det store her på disse kanter, bød på visse genstridigheder, da de var på besøg i Randers til en Superligakamp forleden og fik foræret et point, selv om de spillede det meste af kampen i undertal.

Så kære, FC Sydvest. Hvis I ellers lige vil sørge for at forblive 11 mand på banen, så skulle sagen  være klar, når det store pokalkavaleri rulles ud tirsdag eftermiddag: Den kamp vinder Randers FC. Selvfølgelig gør de det.

Jo jo, nok har vi da bemærket, at selveste Statsradiofonien har meldt deres ankomst i Tønder til en direkte tv-transmission, hvorfor man måske nok kunne mistænke jer gæve sønderjyder for at være klar til at give den et ekstra skud.

Ja, man kunne sågar få den grumme tanke, at jeres nederlag på 0-4 mod Aarhus Fremad i 2. division i den forgangne weekend, er et udtryk for, at I har valgt at gemme de bedste dansetrin til ugens store pokalpolka.

Men os snyder I ikke. Det er ikke glemt, at regionens Superligahold – I ved, dem med ham sportschefen med det flotte lange hår, som vi misunder en kende – i sommer snuppede et pokaltrofæ, som vi  vel nok havde tænkt, skulle have stået i Randers.

Ej, heller er det glemt, at selvsamme Superligahold nu svømmer i et bassin af amerikanske dollars, som vi da nok havde set, at vi skulle have dykket ned i. Så kan det godt være, at det ikke er noget, I skal have skyld for i den sydvestlige del af Sønderjylland, hvor vi egentlig har indtryk af, at I er et ganske behageligt folkefærd.

Men lige denne her gang kommer det altså til at gå ud over jer, kære FC Sydvest. Hedder I i øvrigt også 05?  Eller er det snarere et bud på resultatet? For os lyder det som et passende facit, når vi nu alligevel skal ud at køre efter det.

God kamp!

Af Lars Abildgaard laab@amtsavisen.dk

Skriv et svar